Huse - nabo - vejSelvom du har et fastforrentet lån er du ikke garanteret en fast ydelse i lånets løbetid, fordi kreditforeningen kan uden videre hæve din bidragssats.

Det har Vestre Landsret netop afgjort i en dom, hvor en andelsboligforening fra Esbjerg havde krævet, at bidragssatsen skulle forblive den samme i hele lånets løbetid.

Men kreditforeningen hævede bidragssatsen på foreningens lån, hvilket betød en forhøjet ydelse på lånet.

Andelshaverne mente dog, at de var garanteret en fast boligydelse i alle de 30 år, så de forsøgte at få satsen nedsat på møder med kreditforeningen, helt uden held og derfor anlagde de sag ved Retten i Esbjerg og senere Vestre landsret.

Hverken Retten i Esbjerg eller Vestre Landsret gav andelshaverne medhold.

Af dokumenterne der blev underskrevet ved lånets indgåelse står der at kreditforeningen kan hæve bidragssatsen efter deres egen beslutning.

Landsretten henholder sig bl.a. også til Realkreditankenævnet, som flere gange har afgjort, at kreditforeningerne har ret til at ændre bidragssatserne, hvis det er beskrevet i låneaftalen.

Vores gode råd er altid at læse alle dokumenter igennem, inden du underskriver dokumenter med kreditforening, bank eller sparekasse, da du ikke har mulighed for at ændre underskriften eller aftalen med kreditforeningen, bank eller sparekasse, når du først har skrevet under.

Og du bør undersøge bidragssatser i flere forskellige kreditforeninger, inden du låner til ny bolig, ombygning eller andet. Der kan være stor forskelle i priserne, som kreditforeninger tager, så du skal se dig godt for.