Vores børn skal ind og studere. Vi læser mange steder hvor umuligt det er at finde et sted at bo.

Skal de unge have det sociale netværk på studiet, er det nødvendigt de flytter til ”byen”

Vælger man at købe lejlighed til sit barn er der flere skattemæssige muligheder at vælge imellem. Der er forskellige fordele og ulemper ved skattemetoderne. Fradragene for renterne er forskellige.

Forvirret – læs roligt videre.

Hvad koster en lejlighed i de større byer?

Vælger man en 1 værelses på 50 kvm. koster den 665.000 kr. i Odense, 1.153.000 kr. i Aarhus og 1.215.000 kr. i København.

Priserne på al fast ejendom er faldet de sidste år. Også ejerlejlighederne. Der er dog sket en stigning på det sidste i store byer, men i forhold til toppen i 2007 er der sket fald.

OG renten er faldet. Derfor skal man ved forældrekøb i dag ikke have så mange penge op af lommen som tidligere. Ja, der er i mange tilfælde tale om, at det ikke koster penge, men går lige op med lejeindtægten.

Skal mit barn betale husleje?

JA. Skattevæsenet accepterer ikke, hvis ens barn bor gratis eller for billigt. Der skal betales en markedsleje. I København skal der for en 1 værelses betales ca. 1.000 kr. pr. kvm. Det svarer til godt 4.000 kr. pr. måned i husleje. Er dit barn på SU kan man få ca. 600 kr. i boligsikring.

Køber du en lidt større 2 værelses lejlighed på f.eks. 80 kvm. kan der blive plads til en mere i lejligheden.

Regnskab og skatten

Der er 3 ordninger at vælge imellem, når du gennemfører et forældrekøb.

Den ene er virksomhedsskatteordningen. Den giver typisk en lavere skat end de andre ordninger. Især hvis du betaler topskat er den en god ide, da renteudgifterne bliver fratrukket i din personlige indkomst. Det negative er, at du skal aflevere en udvidet selvangivelse. Den er altså tungere rent administrativt og du er sikkert nødt til at have en revisor på. Udgiften til revisor kan du trække fra i regnskabet.

Den næste ordning hedder kapitalafkastordningen. Den er lettere administrativt end virksomhedsskatteordningen. Til gengæld bliver rentefradraget mindre på denne ordning.

Den sidste er de almindelige regler. De er normalt de dårligste at bruge. Renteudgifterne bliver fratrukket i din kapitalindkomst og det er kun til ca. 32% fradrag.

Hvis du ikke selv vælger en af ordningerne, vil Skat vælge for dig. De vælger den almindelige ordning – altså den der typisk er dårligst for dig.

Uoverskueligt

Her kan en uvildig rådgiver være løsningen. Her får man rene ord for pengene når der sammenlignes mellem de forskellige skatteordninger ved forældrekøb. Når du bliver rådgivet af en uvildig rådgiver, vil du også få gennemgået hvilken type lån der er fordelagtige i lejligheden.