Godt nytår

Så er vi i 2014. Julen er overstået og har sikkert kostet mange penge. Tømmermændene fra nytår er forhåbentlig væk og det er tid til at se fremad.

Bliver 2014 ligeså dyrt som sidste år? Kan jeg gøre noget for at bruge færre penge, men stadig have det sjovt?

Nytårsfortsæt eller ej?

Et spændende nytårsfortsæt kan være dette: I de første 3 måneder vil jeg kun bruge kontanter. Mit kort bruger jeg kun, når jeg hæver kontanter.

Hvorfor det? Jo, erfaringerne viser, at man bruger langt færre penge, når man holder sig til kontanter.

Sæt dig for hvor meget du vil hæve hver uge – f. eks. 2.000 kr. Gå ud fra princippet: Har du penge kan du, har du ingen må du gå. Der kan let gå sport i at bruge færre penge. Især når man ser, der står flere penge på kontoen.

Hvordan kan jeg bedst styre mit forbrug?

Du kan f.eks. handle alle dagligvarer én gang om ugen. Lav madplan, så du ved hvad du skal bruge hver dag. Så får du også brugt noget af det, du har liggende i fryseren.

Du kan vælge at handle et sted eller gå efter tilbud flere steder, men gør det kun den ene gang om ugen.

Typisk kan en almindelig familie spare ca. 2.000 kr. pr. måned ved at rationere sine indkøb til én gang ugentligt og ved at bruge kontanter.

Og så er der penge til næste jul, eller til en ekstra ferier, eller opsparing, eller……

Prøv det!

Flere råd

Du kan sagtens få flere råd. En uvildig rådgiver kender meget til hvordan økonomien bedst kan skrues sammen. Du kan altid få gode råd og hjælp til din daglige økonomi. Det kan du tjene penge på.