Investeringsforeningernes provisionerInvesteringsforeningernes provisioner – skal de forbydes?

Fokus har i den seneste tid i høj grad været på investeringsforeningernes udbetalinger af provisioner til de banker, der formidler deres investeringsbeviser. Beløbet, der udbetales, har nået en størrelse, der gør det svært at overse, og kritikken har især samlet sig om de investeringsforeninger, der er ejet af de største banker. Når Danske Invest og Nordea Invest udbetaler provisioner til Danske Bank og Nordea, er der da også tale om betydelige summer.

Forbyd udbetaling af provisioner!

Skal disse provisions udbetalinger så forbydes? Flere EU lande, her under England og Holland, har allerede indført restriktioner mod udbetalinger af provisioner til formidlere af investeringsbeviser. Formålet med at forbud må være, at når investeringsforeningen ikke skal udbetale provisioner til sine formidlere, falder omkostninger i investeringsforeningerne. Dette til gavn for investor med penge anbragt i de pågældende investeringsbeviser. Samtidig antages det, at formidler er mere objektiv i forhold til sine anbefalinger og ikke nødvendigvis pr. automatik vælger bankens egne produkter eller den investeringsforening, der betaler bedst.  Det bør alt andet lige betyde mere uvildig rådgivning og højere afkast til investor.

Falder omkostningerne med et forbud?

Kan man så med sikkerhed sige, at omkostninger falder med indførsel af et sådant forbud. Ja, det er – som man siger – et godt spørgsmål. Man kan jo starte med at spørge sig selv, om bankerne godvilligt giver slip på en indtjening af denne størrelse. Det er jo en indtjening for banken, der ikke belaster solvensen, og som er risikofri. Sammenholder man det med, at de 8 største investeringsforeninger i Danmark er bankejet og sidder på mere end 90% af markedet pr. 31. december 2013 (Jævnfør tal fra Investerings Forenings Rådet.), så kan man frygte, at denne indtjening – blot via andre kanaler – finder vej til ejerne alligevel. Kreativiteten i den finansielle sektor er stor, og jeg er overbevist om, at et forbud mod provisioner til formidleren ikke nødvendigvis vil føre til faldende omkostninger i foreningerne.

Saver man ”konkurrence-grenen” over?

Når man ser på markedet for investeringsforeninger i Danmark, er der faktisk en masse spændende investeringsforeninger at vælge i mellem. Fælles for mange af de mindre investeringsforeninger er, at de ikke har en bank i ejerkredsen, eller en bank der dedikeret formidler investeringsforeningens beviser. Det betyder, at de slås med et beskedent salg, og at manglende volumen giver relativt store omkostninger. For mig at se er det essentielt, at netop disse investeringsforeninger har mulighed for at betale sig til distribution af deres investeringsbeviser. Man kan jo spørge sig selv, om det er sandsynligt, at en bank tager konkurrerende produkter på hylden, der ikke er indtjening på? Til det kan man jo fremføre, at rådgiveren jo skal handle i kundens interesse og vælge uvildigt. Men sådan er det jo også i dag, og alligevel fylder de bankejede investeringsforeninger over 90% af markedet.  Man skal nok ikke være i tvivl om, at en bank nok skal sørge for at få en indtjening på sin investeringsforening, der svare til, hvad andre banker tjener på lignende forretningsområder. Om så indtjeningen kommer som formidlingsprovisioner, udbytter på ejerandele, rådgivningshonorar eller betaling for diverse serviceydelser er irrelevant. Udgiften for investor er der stadig.

Oplysning, oplysning og atter oplysning.

Løsningen, mener jeg, bør gå i retning af mere oplysning om omkostninger og formidlingsprovisioner. I dag kan man bruge en masse tid på at finde ud af, hvilke investeringsforeninger banken har aftaler med, og hvor meget banken modtager. Det man som kunde finder, er dog ikke særligt fyldestgørende. Typisk finder man ÅOP (årlige omkostninger i procent) på den enkelte investeringsforening og en sats for den tegningsprovision, som banken modtager ved nytegning i investeringsforeningen. Søger man efter beholdningsprovisionen (den provision, som banken modtager bare ved at have investeringsforeningsbeviserne i depot), er man heldig, hvis man finder den oplyst som et interval. Det kan være særdeles svært at finde ud af, hvad banken helt præcist tjener på den beholdning, man som kunde har i depot. Derfor mener jeg, at i stedet for forbud bør man vælge vejen med mere oplysning. Man kunne som eksempel vælge at stille krav om, at bankerne en gang om året skal oplyse, hvor meget banken har tjent i kroner og øre. Dette både totalt og på den enkelte fondskode. Dette kunne passende være en del af den årsopgørelse, man modtager fra banken efter nytår. På den måde vil man som kunde få et godt billede af, hvor meget banken tjener på den beholdning af investeringsbeviser, man som kunde har. Det vil også kunne stille kunden stærkt i en forhandling med banken om pris på andre ydelser.

Vi har valgt denne løsning.

Hos Aktiv Invest Partner ApS har vi løst hele denne problematik, omkring investeringsforeningernes udbetaling af provisioner, ved at udbetale provisionerne til vore kunder. Vi sørger for – gennem aftaler med banker og investeringsforeninger, at få så mange provisioner udbetalt som mulig. Dette er med til at skabe et godt afkastmæssigt grundlag for vore kunder og stiller ikke spørgsmålstegn ved vores uvildighed.

af Aktiv Invest Partner ApS, v/Lars Hesselberg, Dyssegårdsvej 20, 4320 Lejre,

CVR: 32141870Tlf. +45 20 32 49 30, lars.hesselberg@aktivinvestpartner.dk

www.aktivinvestpartner.dk