Omkring 6. marts 2020 bliver Årsopgørelsen for 2019 klar på skat. Og så det er muligt at se om man har en restskat eller skal have penge tilbage.

Det er selvfølgelig altid rart, når man får penge tilbage i skat, men det er dog vigtigt at understrege, at får man penge retur eller en restskat er det egen opsparing eller kredit hos SKAT. Derfor er det anbefalingsværdigt løbende at have styr på skatten. Din forskudsopgørelse kan du rette hele året.

Forskudsopgørelsen

Forskudsopgørelsen er dit skattebudget. SKAT danner forskudsopgørelsen på baggrund af oplysninger, som ligger 2 år tilbage. Det er derfor vigtigt løbende at få rettet forskudsopgørelsen til. Ofte er der grund til gennemgå forskudsopgørelsen bla. For renteudgifter, da renterne er faldet gennem de seneste år. Men alle fradrag og indkomster bør tjekkes.

Kontroller årsopgørelsen 2019

Årsopgørelsen er det egentlige skatteregnskab for året 2019. De fleste tal bliver indberettet fra arbejdsgiver, banken m.v. Det er dog vigtigt at kontrollere tallene, da de også kan lave fejl.

Yderligere kan der være risiko for, at SKAT mangler oplysninger, hvorfor man kan komme til at snyde sig selv i skat. De typiske poster, som bliver glemt, er befordring, diæter og børnebidrag. Det kan være store beløb og de modtages ikke automatisk hos SKAT.

Håndværker- og servicefradraget

Håndværkerfradraget skal også indtastes manuelt i et specielt modul, som SKAT har udviklet til formålet. Er fradraget ikke indtastet for 2019 er det ikke for sent endnu.

Investeringer

Kontroller også dine indberetninger omkring køb og salg af værdipapirer. SKAT har et modul til indtastningen af dette. Det er yderst vigtigt at have styr på tallene. Specielt er det gevinster og tab på værdipapirer, som skal med i din kapitalindkomst. Så har du haft investeringsforeninger med udenlandske obligationer indblandet og du har haft tab eller gevinst er det vigtigt, at du får forholdt dig til dine købs- og salgskurser. Du kan både have penge til gode eller skylde.

Valutalån

En anden meget overset fradragsret eller måske gevinst er, hvis man har eller har haft valutalån. Mange private havde valutalån i de gode tider før finanskrisen. Mange oplevede store tab på valutalån i årene omkring krisen og har derfor et meget stort fradrag til gode. Tab på valutalån kan nemlig fratrækkes i din kapitalindkomst.

Uoverskueligt?

Løbende at tage sig tid og overblik ind i ens privatøkonomi er for mange svært. Privatøkonomi er ikke blevet mindre kompleks igennem årene. Derfor kan du overveje at tage en uvildig rådgiver med på råd. Den uvildige rådgiver kan foretage den løbende overvågning af økonomien, så den hele tiden bliver holdt ajour.